De gemmes ned og hentes siden en for en
i lertøjskrukker mellem sand og sten
som Skriftens ruller fra Det Døde Hav
hvor solen daglig brænder hud til rav
Hvor klipper slibes ned til støv og blotter:
De findes skjult i Qumrans hulegrotter
bevaret dybt i ørknens gule øde
hvor engle ikke lader liv genføde
Daterbar er papyrus ved en kemisk test
tillige sort kalligrafi og åndfuldhed
hvoraf der findes kun en sidste rest
Som tegn fra tid der lyser stjernesvagt
der møder du din egen stilhed
og hører toner i en hvid agat.
Pia Tafdrup, Territorialsang: En Jerusalemkomposition, 1994.
(Årstein)
Comments